okologi

Økologi – det personlige valg

7.
juli

For 4 år siden tog jeg en livsændrende beslutning: jeg ville spise økologisk og dermed ændre min livsstil. Men er det nu en livsstil? Eller måske måske nærmere et livsvalg. Jeg børstede de støvede hippie-fordomme af, og trådte ind i en ny verden – Af Malou Pagh

For mig handlede det nemlig ikke så meget om at vælge noget til, som det handlede om at vælge noget fra. En kronisk sygdom krævede at kroppen fik så ‘ren’ kost som muligt. Pludselig var der en stor mængde ting som ganske naturligt forsvandt fra min indkøbskurv – og dermed fra min kost. Væk var alle produkter med tilsætningsstoffer som smagsforstærkere, konserveringsmidler, emulgatorer og kunstige sødemidler. Mine indkøbsvaner ændrede sig på lige fod men mine kostvaner.

Jeg prædikede økologiens gode budskab til alle der gad høre om det – og også til dem der ikke gad. Og det var der jeg opdagede, hvor personligt et valg det man kommer i munden er. Det er de færreste der har lyst til at blive konfronteret med, at de ikke forholder sig til hvad de spiser. Så jeg lærte hurtigt at holde min mund og gumle mine økologiske usprøjdede gulerødder i stilhed.

I opstartsfasen begik jeg nogle klassiske begynderfejl. Jeg stirrede mig blind på økologien – og det svækkede min dømmekraft. Alle konventionelle varer blev kategorisk valgt fra, de eksisterede slet ikke, og jeg købte hvad som helst – bare det var økologisk. I mit hoved blev der sat lighedstegn mellen økologi og kvalitet. Siden er jeg dog blevet klogere. Den første fase varede i cirka 1 år, og så kom der en modreaktion efterfulgt at en opblødningsfase. Modreaktionen gik ud på at fråse i de ting jeg havde valgt fra, med det resultat at jeg blev syg og dårlig af det. De lærepenge jeg fik ud af det, var at jeg havde truffet det rette valg med økologien. Og så begyndte jeg langsomt at tilpasse min kost, så det blev en balancegang mellem de ting min fornuft bød mig at spise – og de ting min lyst styrede. Jeg tror nemlig på at man skal spise de ting der gør en både godt og glad. For maden er mere end bare brændstof for kroppen.

Siden jeg valgte økologien til er den blevet stadig mere mainstream. Det er ikke længere nødvendigt at primært handle i helsekostbutikker. Økologien er blevet tilgængelig i de fleste supermarkeder, sågar i discountbutikkerne. Selv de store fødevarekoncerner har efterhånden et økologisk sortiment sideløbende med deres konventionelle produktion. Det er nu ikke noget jeg opfatter som kvalitetsprodukter, men som en slags ‘venstrehåndsøkologi’. For økologien er for mig også et spørgsmål til at tage hensyn til naturen, til miljøet, til dyrevelfærd og en respektfuld behandling af det vi putter i munden. Jeg vælger ikke længere et produkt udelukkende fordi det er økologisk – men fordi det er er kvalitetsprodukt. Af samme grund har jeg meldt mig ind i Slow Food bevægelsen, som er en international uafhængig non-profit interesseorganisation, der arbejder på at fremme udviklingen af kvalitet i fødevareproduktionen.

Økologi handler om ‘at holde hus med naturen’. Vi får tilbage hvad vi selv sætter ud. Jeg har taget nogle tillægsvalg som hjælper mig på vej til at få det optimale ud af økologien. Der er mange der påstår at de ikke kan lægge om til økologi pga af prisen. Ja, det er dyrere at spise økologiske fødevarer – men det handler om prioriteringer. Jeg er selv stor tilhænger at Stop Spild Af Mad konceptet hvor man tager sine fødevarer alvorligt i alle led fra jord til bord. For mig handler det primært om ikke at købe noget jeg ved jeg ikke får spist – og om at spise det jeg får købt. En husholdning på blot 2 personer smider i gennemsnit 65 kg spiselig mad i skraldespanden hvert år – og en person der bor alene, smider alarmerende 98,8 kg ud. Det er næsten 100 kg mad. Det er altså mange penge at smide i skraldespanden, og det er samtidig respektløs omgang med jordens ressourcer.

Det er en daglig glæde at lave og spise lækker mad af gode råvarer. Jeg ville ønske at endnu flere ville tage stilling til hvad de putter i kurven, i munden og i deres børn. Men det vil altid være et personligt valg, jeg er bare glad for at jeg har valgt økologien til – læs mere fra Malou på Klidmoster.dk.

PLEASE SHARE:

3 Kommentarer til Økologi – det personlige valg

  1. Birgitte Pe. skriver:

    Ville lyve, hvis jeg sagde at jeg kun købte økologi, men prøver så vidt mulig at holde mig til det! Specielt når det handler om frugt passer jeg meget på ikke at vælge fra fx Holland, specielt når det er udenfor sæson. Tvivler på at mange frugter vokser sundt dernede i vinterhalvåret dernede, men de sælges i stor stil alligevel. Når det er muligt at købe dansk, vælger jeg altid dette frem for andet.

  2. Skøn artikel, Malou – og tusinde tak (igen igen :) og din evige støtte.

  3. manja mathiasson skriver:

    Super god artikel. Er enig gode råvares er vigtig,

DEL DIN MENING - Skriv en kommentar:

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>